OM NÆSTE BOGUDGIVELSE: DEN PSYKOLOGISKE GYSER “BEELZEBUL”

Den psykologiske gyser Beelzebul er den anden bog, jeg vil få udgivet, og den forventes snart at komme i boghandlen.

Om plottet i romanen:

Det er en hård opstart for Amanda at blive 1.g’er. Ingen ser ud til at ænse hendes
problemer med at finde nye venner og passe ind i gymnasieklassen. Ingen undtagen
Noah. Han tilbyder at lave et projekt sammen med hende i billedkunst. Kan han virkelig
lide hende?
En fredag eftermiddag forsvinder en pige fra klassen. Hun er den femte unge kvinde,
som i løbet af et år er blevet meldt savnet i Nordjylland. Snart befinder Amanda sig i en
kamp på liv og død, idet hun havner i hænderne på en udspekuleret seriemorder. Han
har planer med Amanda, og han vil gennemføre dem for enhver pris. Amanda må stole
på sine instinkter, da hun bliver tvunget til at træffe en række skæbnesvangre valg.

Beelzebul er en hårrejsende gyser om sindets reaktioner på mobning, tilfangetagelse og
tortur. Der trænges dybt ind i sindene hos Amanda og seriemorderen. Ligesom mine andre bogbørn er den skrevet fra hjertet, men denne bog udgør en helt særlig fortælling for mig. Temaerne i bogen er baseret på bl.a. research af autentiske sager, såsom Natascha Kampusch-sagen, Cleveland-sagen og Josef Fritzl-sagen. Hvad nogle af jer nok kan huske, så drejer disse sager sig overordnet om børn og/eller unge kvinder, som er blevet taget til fange og udsat for årevis tortur og hjernevask af koldblodige og sindsforstyrrede gerningsmænd.

Jeg har i Beelzebul foretaget en minutiøs analyse af gerningsmænd såvel som ofres strategier for overlevelse og tilpasning i et samfund, hvor de nævnte sagers bestialske kriminalitet fortsat er en mulighed, sådan som de begås i bl.a. incestuøse familier, inden for prostitutions- og pornobranchen, specielt snuff-branchen og trafficking. De ting, som jeg beskriver i Beelzebul, sker ikke blot for nogle få personer, der kidnappes og i årevis holdes tilfangetaget i en torturkælder. De ting, jeg beskriver i romanen på en fiktiv måde, er inspireret af virkelighedens begivenheder ned til mindste detalje.

Følgerne af psykisk, fysisk og seksuel vold skildres så indgående som muligt ved at følge både offeret og gerningsmanden indefra; både før, under og efter overgrebene har fundet sted. Samtidig har jeg lagt vægt på, hvordan samfundet håndterer mødet med det traumatiserede offer. Med Beelzebul har jeg forsøgt at skabe en fortælling, som kan vække til øget empati og eftertanke på et område, som jeg synes trænger til at få meget mere opmærksomhed. Jeg synes, vi skylder de svageste og mest sårbare i samfundet at forstå, hvad de som oftest har måttet ligge under for af tortur og forfølgelser, og som gør, at de kan have sværere ved at koncentrere sig i skolen og leve op til de krav, som vi stiller til gennemsnitsmennesket. Det er ikke alle, der har en idyllisk barndom, hvor vold og mobning langt fra er en dagligdags foreteelse. Så lad os række ud til dem, der har brug for hjælp, ved at lære deres ophav bedre at kende indefra – forstå de familiestrukturer og miljøer, de er en del af. Og forstå, at nogle mennesker er udsat for så unævnelige uhyrligheder, at det nærmest ville knuse vores hjerter, hvis vi kendte til dem uden at handle på vores viden og medfølelse.

Med Beelzebul har jeg ikke forsøgt at belære nogen. Langt fra. Jeg prøver blot på at give så sandfærdigt og realistisk et billede som muligt af de overgreb, der foregår dagligt i vores samfund – både på direkte, fysiske og konkrete måder, såvel som på mere subtile, indirekte måder. Jeg håber, at du vil tage del i at forstå disse overgrebs psykologi så grundigt som muligt, så vi kan forsøge at møde både ofre såvel som gerningsmænd på en empatisk måde.

Beelzebul bliver den anden bog i rækken af mine udgivne bøger, og jeg glæder mig helt vildt til at dele denne fortælling med jer. Ud over de overordnede temaer mobning og vold indeholder romanen dyberegående temaer, som hvordan viljestyrke, kærlighed og humor kan bære os igennem selv de uhyrligste rædsler.

Jeg håber, at I vil tage bogen til jer, når den udkommer, og være med til at udbrede budskabet om øget empati og grænsesætning i forhold til de problematikker, som beskrives. Med ønsket om, at I alle må have en pragtfuld dag!

Mona Hawthorn Andersen

Udgivet i Nyheder | Skriv en kommentar

ANMELDELSE AF I GUDS SKABTE BILLEDE: www.krimi-cirklen.dk

MONA HAWTHORN ANDERSEN. I GUDS SKABTE BILLEDE. 422 Sider. 289,95 Kr.

Mona Hawthorn Andersen er debutant. Hun starter hårdt og brutalt ud. Det sker med fundet af en 15-årig dreng, der findes bestialsk myrdet. Han er bundet på hænder og fødder. Drabssagen bliver Sophies ilddåb i afdelingen for Personfarlig Kriminalitet. Efterhånden som hun graver sig dybere ned i sagen, bliver det tydeligt, at gerningsmanden har et vigtigt budskab at berette om. Dette involverer mystiske aspekter af græsk gudedyrkelse, som viser sig at have en forbindelse til den myrdede drengs familie. Sophie er i et hæsblæsende kapløb med tiden, samtidig med at flere drab støder til. Det står efterhånden klart for Sophie, at gerningsmanden er at finde blandt drabsofrenes allernærmeste. Spørgsmålet er: Hvilke hemmeligheder gemmer familien på, som har vakt en morders brutale hævntogt?

I Guds Skabte Billede – er en ganske udmærket psykologisk krimi, der på en fin måde viser, hvor tynd grænsen mellem det menneskelige sinds lyse og mørke sider er.
Flot og fremragende debut. Spændende hvad der følger efter. Forfatteren lægger i hvert fald godt ud.

Finn Hansen.

Udgivet i Anmeldelse | Skriv en kommentar

Er det noget med lidt efterårslæsning?

Så tjek min debutroman, krimien I Guds skabte billede. Jeg fik følgende feedback fra en læser: “Jeg må sige, at jeg slet ikke kunne slippe den. Jeg var fanget fra først til sidst, og der var mange overraskelser, så spændingen er der til det sidste. Du har en god fantasi og har sat dig ind i mange ting.”

E-bog eller trykt bog, køb her: Libris.

Udgivet i Nyheder | Skriv en kommentar

ANMELDELSE AF I GUDS SKABTE BILLEDE af bruger på Mofibo:

Super debutroman, der har det hele, og plottet afsløres først til allersidst. At romanen foregår i min hjemby Aalborg og omegn, gør lige lidt ekstra. Det er sjældent, vi får romaner fra det område.
Linda Sveistrup

Udgivet i Anmeldelse | Skriv en kommentar

NYHED – NÆSTE UDGIVELSE

Inden for de nærmeste måneder udgives min anden bog. Det drejer sig om thrilleren Beelzebul, som er inspireret af autentiske sager om bortførelser og fangenskab. Selve plottet baserer sig på en fiktiv fortælling om gymnasiepigen Amanda, der bortføres af en seriemorder. Under sit fangenskab tvinges hun til at træffe en række valg, der får store konsekvenser for hende selv og hendes nærmeste.

Titlen Beelzebul er inspireret af synonymet ‘fluernes herre.’ Ifølge egyptisk mytologi udgør disse fluer en gruppe af elementaler, der er knyttet til Månen, og som påvirker menneskenes sind på forskellige måder. I kristen dæmonologi tales der desuden om Beelzebul som en slags dæmonernes fyrste.

Romanen fokuserer på gerningsmand-offer relationen ved at lade synsvinklen skifte mellem seriemorderen og Amanda. Teksten fusionerer thrillergenren med elementer af krimi og gys, idet der gives levende, realistiske beskrivelser af personernes indbyrdes psykologi og de rædsler, som de oplever.

Da jeg varmede op til at skrive Beelzebul, havde jeg oprindeligt en helt anden genre i tankerne, nemlig en kærlighedsroman. Det blev til en helt anden type fortælling, tør jeg godt afsløre, men kærlighedselementet har jeg bibeholdt som det vigtigste. Den væsentligste research til bogen er således baseret på kærlighedsromaner, og hvordan kærlighed kan lægge fundamentet for en dybtgående healing og transformation. Dette vil også skinne kraftigt igennem i Beelzebul, især fordi behovet for healing er så enormt, som det er for hovedpersonen.

Udgivet i Nyheder | Skriv en kommentar

BOGANMELDT AF ALT FOR DAMERNE

Boganmeldelse af “I Guds skabte billede” ved bogredaktør Marie-Louise Truelsen i Alt for damerne.
Udgivet i Anmeldelse | Skriv en kommentar

ANMELDELSE AF “I GUDS SKABTE BILLEDE”

Anmeldelse v/ Anita Hansen, Bachelor of Science:

“I Guds skabte billede” er en fremragende bog!

Det er lykkedes forfatteren at lave nogle meget levende personskildringer, som viser mange af de facetter, vi mennesker har.

Det rene er ikke altid så rent, og det rigtige er ikke altid ligetil.

Bogen fænger, og jeg føler mig godt underholdt hele vejen igennem. Bogen er nem at læse, og den ene side tager den anden. Den er svær at lægge fra sig igen.

Mona Hawthorn Andersen har lavet et fantastisk plot, som bliver ved med at overraske, og jeg håber, det ikke er sidste gang, vi hører om Sophie, hendes lidt krøllede hjerne og spændende kollegaer.

Så hvis du er til en velskrevet krimi, med et overraskende plot og nogle spændende personskildringer, vil jeg på det varmeste anbefale dig at læse ”I Guds skabte billede.”

Udgivet i Anmeldelse | Skriv en kommentar

ANMELDELSE AF “I GUDS SKABTE BILLEDE”

Anmeldelse af “I Guds skabte billede” ved Jane Vigsø:

Forfatterens indsigt i familiedramaer fornægter sig ikke. Qua hendes baggrund som socialarbejder og psykoterapeut er det formentlig virkelige hændelser, der har lagt kimen til denne psykologiske krimi.

I debutromanen ”I Guds skabte billede” får læseren en indsigt i, hvordan man som barn kan blive kvalt i kærlighed. Kærlighedens skjold blandet med det vanvittige sinds uhyrligheder.

Undervejs gennem bogen må man stille sig selv spørgsmålene: Hvem skjuler hvad for hvem? Hvor blind kan man være som nærmeste pårørende til mistrivsel? Hvad skal der til for, at der gribes ind, og hvad er i stand til det? – tilsyneladende ingen. Spændende temaer, som er beskrevet mange gange før. I denne skildring ender det med det ultimative, at nogen bliver så presset, at for at blive fri, må vedkommende frarøve andre deres liv.

Kriminalassistenterne i romanen bærer også, som de fleste andre i persongalleriet, på svigt, traumer og sorger i deres opvækst. Det illustrerer, at der, trods hårde odds, er flere veje videre ud i livet end opløsning og fortvivlelse.

Bogen er skrevet i et let tilgængeligt sprog, opdelt i mange kortere afsnit og med tidsforskydninger. Spændingen bevares lige til det sidste, hvor buketten bliver bundet meget fint og til allersidst med overraskende nye afsløringer.

Udgivet i Anmeldelse | Skriv en kommentar

ANMELDELSE AF “I GUDS SKABTE BILLEDE”

Anmeldelse v/ Louise Hammer O’Carroll, hypnoterapeut:

En bragende spændingsroman i et hurtigt tempo!

I “I Guds skabte billede” skaber Mona Hawthorn Andersen et krimiunivers med en tone af stemning, spænding og intensitet, som jeg oplever kun tager til, i takt med, at bogens mange personkarakterer får lov til at udvikle sig.

Jeg mærker en sitrende nerve i bogens flow, hvilket gjorde det svært for mig at løsrive mig fra historien og lægge den fra mig.

Opbygningen af krimien sker i et raskt og hurtigt tempo, som medvirker til, at historien forbliver tro i forhold til fortællingens omgivelser.

Sproget er let læseligt, så alle med hang til et godt mordmysterium kan være med og få stillet krimilysten.

Jeg anbefaler denne krimi på det varmeste og glæder mig til, hvad denne upcoming forfatter ellers byder på. Mit bud: hold øje med Mona Hawthorn Andersen.

Udgivet i Anmeldelse | Skriv en kommentar

ANMELDELSE AF “I GUDS SKABTE BILLEDE”

Anmeldelse v/ Rikke Sonne, cand.theol.:

”I Guds skabte billede” er en velskrevet psykologisk krimi med et stort persongalleri i et fletværk af især familierelationer og af episoder i Aalborg, Klarup og omegn hen over 35 år fra 1982. Ved varm og kompetent indsigt favner Mona Hawthorn Andersen egnen og karaktererne med deres mentale udfordringer. Ingen stritter som skive for skydetrang af fordømmelse. Også karakterers selvfordømmelse, der vil komme (usynliges) dom i forkøbet, bliver mødt af forfatterens favntag.

Højt læsetempo befordres af den alvidende fortællers flydende sprog. Sophie og de øvrige efterforskere sætter alle kræfter ind på at opklare mordgåderne, der vokser i antal. Mens presset stiger fra alle sider; få nu stoppet den drabsmand!

I flere rørende scener krymper et barn sig i oplevelsen at være i klemme i kamp mellem personer med magt over dets fysiske udfoldelsesrum og tilsyneladende også over, hvad det har lov at tænke. Horisontalt kæmpes der indbyrdes og vertikalt med en selv og forestillinger om guders magt.

Romanen er: Et velskabt spejlkabinet af sammenhænge og konsekvenser af at lade tanken fylde af frygt, skyld og straf. Et meget fint komponeret billede af, hvordan tanker manifesterer sig. En invitation til at overveje: Hvilket tank(e)indhold vælger jeg selv at tro og give energi og tyngde? Et spejl for:
Tro, at du har fået det (som tanken er fuld af), og det skal gives dig. Men som jeg ser mig selv, ser jeg andre; er tanken fange, er ingen fri? Verden, som jeg oplever den, er et ydre billede af en indre tilstand. Ingen er fange, når tanken er fri.

Udgivet i Anmeldelse | Skriv en kommentar