Det fjerde bud

“Det fjerde bud”: 149,95 kroner.

“Det fjerde bud” indeholder otte noveller med et dystert islæt.

Bertel og Karoline tager i “Mit livs sejltur” til Livø for at holde en miniferie. Det bliver ikke den ferie, som de havde forventet. Karoline bliver syg, og da Bertel går ud og leder efter hjælp, synes øen næsten at være helt forladt.

I “Telefonen” møder en ung mand om morgenen på gymnasiet, men da han taler til sine klassekammerater, ignorerer de ham. Hans kæreste vil heller ikke have noget med ham at gøre længere. Uden at kende årsagen til afvisningerne stiger hans desperation efter at få kontakt, og han begynder at ringe til sin kæreste, selvom hun ikke svarer.

“Sagen” handler om Jannik, der er formand for partiet Ren Fremtid. Han har nogle gode venner i partiet, og dem får han brug for, da en barndomskammerat opsøger Jannik for at gøre regnskabet op fra fortiden.

Som socialrådgiver møder Juliane i “Samaritaneren” mange skæbner, der befinder sig tæt på livets afgrund. Hun gør, hvad hun kan for at behandle borgerne retfærdigt, men det er ikke altid nok.

I “Gensynet” er en bestialsk kvindemorder sluppet fri fra fængslet. Maria lod sig tidligt pensionere efter at have fanget ham. Nu inddrages hun igen i jagten på ham – en jagt, der truer ikke blot hende selv, men også hendes familie.

“Det fjerde bud” omhandler Theodor, der går i 3.g og forsøger at få sin storebror og lillebror ud af et miljø præget af alkohol og omsorgssvigt. Theodor kæmper både mod nutidens og fortidens dæmoner, da hans afdøde far begynder at hjemsøge ham.

I “Babyen” kommer et barn til verden og elskes højt af sine forældre, men barnet udvikler sig på en måde, som begynder at true familiens eksistens.

En køretur byder i “Flammer” på tre morbide overraskelser for hovedpersonen.

Uddrag af novellen “Sagen”:

“Mit hjerte slog stadig, da de smed mig i Kattegat. Jeg vågnede til bevidsthed kort efter mødet med vandet. Det sidste, jeg kunne huske, var himlen over mig og hænderne, der holdt mig fast. Nu fossede vandet ind i min næse og mund. Jeg lukkede munden, forsøgte at orientere mig i tid og sted, mens kroppen reagerede af sig selv. Det var kun havets tyste beboere, der kunne høre mig, da jeg gispende trak mig op til vandoverfladen. Jeg røg hurtigt ned under vandet igen. Jeg ville holde munden lukket, men jeg kunne ikke. Vandet skyllede ind i mig, indtil jeg med arme og ben fik skudt mig op til overfladen endnu en gang. Jeg drejede rundt i vandet og fik øje på Högas kyst, der i nattens mørke var en utydelig silhuet i horisonten. Med crawlende svømmetag bevægede jeg mig ind mod stranden. I løbet af nogle minutter var mine lemmer følelsesløse af kulden. Mit hoved røg ned igen. Håbet svandt, i takt med at det iskolde vand strømmede ind i mine lunger og satte mit nervesystem i chok. Smerterne krampede sig igennem mig i en symfoni, jeg ikke kendte. I havet var der et stenrev, som mit hoved stødte ind i. Konkylier og stilhed i stedet for fuglesang. Jeg vidste, at det var ovre.”

Udgivet 2023, Forlaget Mellemgaard, 224 sider.

KØB “DET FJERDE BUD” SOM PAPIRBOG for 149,95 kr.

  • DU FÅR PERSONLIG SIGNERING
  • SEND EN MAIL TIL: hawtoes@gmail.com
  • FRAGT KAN BESTILLES FOR 50,-

ELLER du kan købe bogen som papirbog eller e-bog flere steder på nettet.