Anmeldelse v/ Rikke Sonne, cand.theol.:
”I Guds skabte billede” er en velskrevet psykologisk krimi med et stort persongalleri i et fletværk af især familierelationer og af episoder i Aalborg, Klarup og omegn hen over 35 år fra 1982. Ved varm og kompetent indsigt favner Mona Hawthorn Andersen egnen og karaktererne med deres mentale udfordringer. Ingen stritter som skive for skydetrang af fordømmelse. Også karakterers selvfordømmelse, der vil komme (usynliges) dom i forkøbet, bliver mødt af forfatterens favntag.
Højt læsetempo befordres af den alvidende fortællers flydende sprog. Sophie og de øvrige efterforskere sætter alle kræfter ind på at opklare mordgåderne, der vokser i antal. Mens presset stiger fra alle sider; få nu stoppet den drabsmand!
I flere rørende scener krymper et barn sig i oplevelsen at være i klemme i kamp mellem personer med magt over dets fysiske udfoldelsesrum og tilsyneladende også over, hvad det har lov at tænke. Horisontalt kæmpes der indbyrdes og vertikalt med en selv og forestillinger om guders magt.
Romanen er: Et velskabt spejlkabinet af sammenhænge og konsekvenser af at lade tanken fylde af frygt, skyld og straf. Et meget fint komponeret billede af, hvordan tanker manifesterer sig. En invitation til at overveje: Hvilket tank(e)indhold vælger jeg selv at tro og give energi og tyngde? Et spejl for:
Tro, at du har fået det (som tanken er fuld af), og det skal gives dig. Men som jeg ser mig selv, ser jeg andre; er tanken fange, er ingen fri? Verden, som jeg oplever den, er et ydre billede af en indre tilstand. Ingen er fange, når tanken er fri.