OM NÆSTE BOGUDGIVELSE: DEN PSYKOLOGISKE GYSER “BEELZEBUL”

Den psykologiske gyser Beelzebul er den anden bog, jeg vil få udgivet, og den forventes snart at komme i boghandlen.

Om plottet i romanen:

Det er en hård opstart for Amanda at blive 1.g’er. Ingen ser ud til at ænse hendes
problemer med at finde nye venner og passe ind i gymnasieklassen. Ingen undtagen
Noah. Han tilbyder at lave et projekt sammen med hende i billedkunst. Kan han virkelig
lide hende?
En fredag eftermiddag forsvinder en pige fra klassen. Hun er den femte unge kvinde,
som i løbet af et år er blevet meldt savnet i Nordjylland. Snart befinder Amanda sig i en
kamp på liv og død, idet hun havner i hænderne på en udspekuleret seriemorder. Han
har planer med Amanda, og han vil gennemføre dem for enhver pris. Amanda må stole
på sine instinkter, da hun bliver tvunget til at træffe en række skæbnesvangre valg.

Beelzebul er en hårrejsende gyser om sindets reaktioner på mobning, tilfangetagelse og
tortur. Der trænges dybt ind i sindene hos Amanda og seriemorderen. Ligesom mine andre bogbørn er den skrevet fra hjertet, men denne bog udgør en helt særlig fortælling for mig. Temaerne i bogen er baseret på bl.a. research af autentiske sager, såsom Natascha Kampusch-sagen, Cleveland-sagen og Josef Fritzl-sagen. Hvad nogle af jer nok kan huske, så drejer disse sager sig overordnet om børn og/eller unge kvinder, som er blevet taget til fange og udsat for årevis tortur og hjernevask af koldblodige og sindsforstyrrede gerningsmænd.

Jeg har i Beelzebul foretaget en minutiøs analyse af gerningsmænd såvel som ofres strategier for overlevelse og tilpasning i et samfund, hvor de nævnte sagers bestialske kriminalitet fortsat er en mulighed, sådan som de begås i bl.a. incestuøse familier, inden for prostitutions- og pornobranchen, specielt snuff-branchen og trafficking. De ting, som jeg beskriver i Beelzebul, sker ikke blot for nogle få personer, der kidnappes og i årevis holdes tilfangetaget i en torturkælder. De ting, jeg beskriver i romanen på en fiktiv måde, er inspireret af virkelighedens begivenheder ned til mindste detalje.

Følgerne af psykisk, fysisk og seksuel vold skildres så indgående som muligt ved at følge både offeret og gerningsmanden indefra; både før, under og efter overgrebene har fundet sted. Samtidig har jeg lagt vægt på, hvordan samfundet håndterer mødet med det traumatiserede offer. Med Beelzebul har jeg forsøgt at skabe en fortælling, som kan vække til øget empati og eftertanke på et område, som jeg synes trænger til at få meget mere opmærksomhed. Jeg synes, vi skylder de svageste og mest sårbare i samfundet at forstå, hvad de som oftest har måttet ligge under for af tortur og forfølgelser, og som gør, at de kan have sværere ved at koncentrere sig i skolen og leve op til de krav, som vi stiller til gennemsnitsmennesket. Det er ikke alle, der har en idyllisk barndom, hvor vold og mobning langt fra er en dagligdags foreteelse. Så lad os række ud til dem, der har brug for hjælp, ved at lære deres ophav bedre at kende indefra – forstå de familiestrukturer og miljøer, de er en del af. Og forstå, at nogle mennesker er udsat for så unævnelige uhyrligheder, at det nærmest ville knuse vores hjerter, hvis vi kendte til dem uden at handle på vores viden og medfølelse.

Med Beelzebul har jeg ikke forsøgt at belære nogen. Langt fra. Jeg prøver blot på at give så sandfærdigt og realistisk et billede som muligt af de overgreb, der foregår dagligt i vores samfund – både på direkte, fysiske og konkrete måder, såvel som på mere subtile, indirekte måder. Jeg håber, at du vil tage del i at forstå disse overgrebs psykologi så grundigt som muligt, så vi kan forsøge at møde både ofre såvel som gerningsmænd på en empatisk måde.

Beelzebul bliver den anden bog i rækken af mine udgivne bøger, og jeg glæder mig helt vildt til at dele denne fortælling med jer. Ud over de overordnede temaer mobning og vold indeholder romanen dyberegående temaer, som hvordan viljestyrke, kærlighed og humor kan bære os igennem selv de uhyrligste rædsler.

Jeg håber, at I vil tage bogen til jer, når den udkommer, og være med til at udbrede budskabet om øget empati og grænsesætning i forhold til de problematikker, som beskrives. Med ønsket om, at I alle må have en pragtfuld dag!

Mona Hawthorn Andersen

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *