DET FJERDE BUD

Udgivelsesdato: 22. juni 2023

“Det fjerde bud” indeholder otte noveller med et dystert islæt.

Bertel og Karoline tager i “Mit livs sejltur” til Livø for at holde en miniferie. Det bliver ikke den ferie, som de havde forventet. Karoline bliver syg, og da Bertel går ud og leder efter hjælp, synes øen næsten at være helt forladt.

I “Telefonen” møder en ung mand om morgenen på gymnasiet, men da han taler til sine klassekammerater, ignorerer de ham. Hans kæreste vil heller ikke have noget med ham at gøre længere. Uden at kende årsagen til afvisningerne stiger hans desperation efter at få kontakt, og han begynder at ringe til sin kæreste, selvom hun ikke svarer.

“Sagen” handler om Jannik, der er formand for partiet Ren Fremtid. Han har nogle gode venner i partiet, og dem får han brug for, da en barndomskammerat opsøger Jannik for at gøre regnskabet op fra fortiden.

Som socialrådgiver møder Juliane i “Samaritaneren” mange skæbner, der befinder sig tæt på livets afgrund. Hun gør, hvad hun kan for at behandle borgerne retfærdigt, men det er ikke altid nok.

I “Gensynet” er en bestialsk kvindemorder sluppet fri fra fængslet. Maria lod sig tidligt pensionere efter at have fanget ham. Nu inddrages hun igen i jagten på ham – en jagt, der truer ikke blot hende selv, men også hendes familie.

“Det fjerde bud” omhandler Theodor, der går i 3.g og forsøger at få sin storebror og lillebror ud af et miljø præget af alkohol og omsorgssvigt. Theodor kæmper både mod nutidens og fortidens dæmoner, da hans afdøde far begynder at hjemsøge ham.

I “Babyen” kommer et barn til verden og elskes højt af sine forældre, men barnet udvikler sig på en måde, som begynder at true familiens eksistens.

En køretur byder i “Flammer” på tre morbide overraskelser for hovedpersonen.

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelse. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *