Inden for den nærmeste fremtid udkommer min roman nummer to: Beelzebul. Gyseren omhandler en 16-årig gymnasieelev, der kommer i søgelyset hos en seriemorder.
Men Beelzebul – hvor kommer titlen fra? Hvad betyder den? Og hvad har Jesus med det hele at gøre?
Det kan du blive klogere på i det nedenstående.
Beelzebul, Beelzebub eller Baal Zebub stammer fra baal, der betyder herre, og zebub, der betyder flue. Beelzebul betyder derfor fluernes herre. Beelzebul var en af filistrenes populære guder, som blev tilbedt for evnen til at uskadeliggøre fluer. Fluernes herre er et tilnavn, som blev brugt af jøderne, og det repræsenterer Khepera, den hellige skarabæ, som var et egyptisk symbol på transformering, regenerering og udødelighed. Khepera stammer fra ordet khopru, som betyder at blive eller at blive genfødt.
Fortidens mytiske insektforståelse peger direkte på en esoterisk forklaring. Fluer henviser ikke til insekterne, men til en bestemt gruppe af elementaler, som ’fløj’ rundt om og gennem Jorden, og som blev styret direkte af Månens påvirkninger. Set i det lys er Beelzebul en måneguddom. En elemental er en substans, der er belivet. Elementaler er halvbevidste eller bevidste. De er ikke-menneskelige skabninger og kræfter af forskellige grader i naturen.
Man skelner mellem naturlige elementaler, de såkaldte naturånder, og kunstige elementaler, som kun har midlertidigt liv. De kunstige elementaler benyttes f.eks. ved opbygningen af planter, hvor en deva skaber en elemental, som er belivet af tanken om det arbejde, der skal udføres. Når arbejdet er udført, opløses elementalen. Mennesker skaber kunstige elementaler, bl.a. når de tænker, for enhver tanke skaber en tankevibration, der danner en form af elementalessens på mentalplanet. Enhver følelse skaber en astral form på astralplanet. Elementaler er derfor belivet stof, og de er levende former, som kan udsendes for at gøre godt eller ondt, eksempelvis en kærlig eller en hadefuld tanke. Hvor længe elementalerne lever, afhænger af den belivende tankes styrke og klarhed.
Elementaler indgår som substans i opbygningen af menneskets legemer, og når elementalessensen ifølge sin naturlige udvikling stræber efter grovere former og vibrationer, må mennesket under sin udvikling løbende udskifte den elementalessens, som legemerne består af. Man kan derfor kalde elementalerne for elementernes ånder. Det er skabninger, der er udviklet i de fire naturriger eller elementer – jord, luft, ild og vand. Kabbalisterne kalder dem gnomer (jorden), sylfer (luften), salamandere (ilden) og undiner (vandet).
I Det Gamle og Det Ny Testamente omtales Beelzebul som boligens herre eller husbonden. Det er en henvisning til månen som det sted, hvor elementalerne boede eller opholdt sig på et bestemt tidspunkt af deres eksistens. Apollon, som oprindeligt ikke var en græsk, men en fønikisk gud, var både en healende gud og oraklernes gud. Han blev gradvist transformeret til boligens herre, og derfor blev han kaldt Beelzebul. Han varetog sjælene på samme måde, som egypternes Anubis gjorde det.
I den kristne dæmonologi er Beelzebul en af guvernørerne i det djævelske kongerige under Lucifer. I Matthæusevangeliet kaldes Beelzebul de onde ånders fyrste, dæmonernes fyrste eller Satan, som skaber ødelæggelse gennem tyranner ved at friste til synd. De skriftkloge beskyldte Jesus for at være i ledtog med Beelzebul, grundet Jesu’ underfulde helbredelser.
Matthæusevangeliet kapitel 12, vers 22-29:
Da blev en besat, der var blind og stum, ført hen til ham, og han helbredte den stumme, så han både kunne tale og se. Alle folkeskarerne blev ude af sig selv og spurgte: ”Mon han er Davidssønnen?” Da farisæerne hørte det, sagde de: ”Det kan kun være ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.” Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: ”Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og en by eller et hus i splid med sig selv kan ikke bestå. Og hvis Satan uddriver Satan, er han kommet i splid med sig selv; hvordan kan hans rige så bestå? Og hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Eller hvordan kan nogen trænge ind i den stærkes hus og røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke? Først da kan han plyndre hans hus.”
Rigtig glædelig jul og godt nytår til jer alle!