ANMELDELSE AF BEELZEBUL

V/ RIKKE SONNE, CAND.THEOL., FORFATTER OG FOREDRAGSHOLDER:

Karakter: 5 ud af 5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Mona Hawthorn Andersen er meget velskrivende og lige så modig. Uden berøringsangst går hun med Amanda og Beelzebuls øvrige personer gennem hver detalje i forbindelse med mobning, tortur og fangenskab. Præcist og realistisk beskrives miljø, samtaler, handlinger og reaktioner. Jeg måtte slippe al beskyttende distance og følge med helt ind i forfatterens overbevisende indsigt i alle parters martrede psyke og fysik.

En af de mange styrker ved denne psykologiske gyser er skildringen af to sider af samme sind. Venlig, omsorgsfuld person bedriver snildt sideløbende i årevis udspekuleret, pinefuld udnyttelse af medmennesker. En anden styrke er i flere lag og afskygninger at vise, hvordan skyld fordrer straf. Simultant afreageret indad og udad – ikke mindst illusorisk skyld.

Et øjeblik fornemmer Amanda: ”Vi eksisterer kun på en teaterscene som skikkelser i et drama” (s. 316). All the world is a stage. Amandas ven bringer Shakespeare på bane og lader dermed indirekte læseren erindre den befriende mulighed som ikke-fysisk essens at betragte verdensscenens skuespillere, som er gjort af samme stof som vore drømme.
Den, der bør elskes – af dig indeed, Amanda! – bliver det og bør hilse Mona med opfordringen: Giv Amanda & co. et bind to! Efter så dybtgående erfaringer må I opleve adskillige lærerige udfordringer og gaver i hverdagen, som i hvert fald denne læser gerne deler med jer!

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelse. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *