ANGSTEN FOR ENSOMHED

artikel skrevet af Mona Hawthorn Andersen, publiceret på Slip Angsten’s hjemmeside i 2012

Fænomenet angst er meget udbredt i dagens Danmark. Ifølge Angstforeningens hjemmeside lider 350.000 mennesker af angst i forskellige grader og former.

Ud fra mine egne erfaringer som menneske i vores samfund – som datter, søster, hustru, mor, psykologistuderende, kollega, socialarbejder og forfatter – er det min antagelse, at angst primært udspringer af ensomhed. Jo mere alene, isoleret, udstødt man er, jo mere angst er man også. Jo mere drænet for livsenergi bliver man.

Hvad vil det da sige at være angst?
Vi vil starte med at opliste nogle af symptomerne.

Symptomer på angst
Symptomerne er talrige og både af fysisk, psykisk og psykosomatisk karakter.
Til eksempel kan nævnes: trykken for brystet, svimmelhed, trøstespisning, inaktivitet, øget mistænksomhed, undskyldende adfærd, tristhed, skyldfølelse, dårlig samvittighed, ”fejlfinder” i forhold til sig selv og omgivelserne, rysten på hænderne, hjertebanken, kvælningsfornemmelser, flimren for øjnene, tics, besvimelse.

Konsekvenser af angst
Angst kan føre til misbrug, depression såvel som selvmord. Det er realiteten for rigtig mange danskere hver eneste dag.

Grunden hertil er, at angst kan være så invaliderende, at den angstramte mister tilknytningen til uddannelse, arbejdsmarked, familie og sociale relationer. Den angste isolerer sig mere og mere for til sidst måske at ende i total isolation. Derved er cirklen sluttet, den angstramte er endt netop i det, som angst udspringer af: selve angsten for at være ensom!

Hvad skyldes angst?
For at beskrive årsagen til angsten, må vi først definere, hvad angst er for noget. Som nævnt i indledningen udspringer selve angstfølelsen af angsten for ensomheden.

Angst er en basal følelse, som mennesker til alle tider har været udstyret med. Den har sikret artens overlevelse i form af kamp-flugt mekanismen og flokmentaliteten. Vi er født ind i en flok. I det øjeblik vi trues af en udstødelse og isolering, træder angsten til som en dynamik, der sikrer, at vi føler stort ubehag ved at være alene. Vi vil reagere på dette ubehag og søge løsninger, der sikrer os en plads i flokken. Flokken giver til gengæld det enkelte individ tryghed ved udsigten til overlevelse.

Angst kan også siges at udgøre frygten for at dø. I det øjeblik vi udstødes fra gruppen, forringes chancen for overlevelse, og kun dødens ensomme, tomme tilstand er tilbage. Udsigten hertil vækker naturligt nok en skræk i de fleste.

Nutidens angst bliver udløst på mange forskellige måder, men angstens kerne er fortsat den samme som for tusinder af år siden.

Mennesket er født til at være et socialt væsen, næret af moderens bryst og af kærlighed. Moderen er ’Den anden’, en person der tager sig af barnet og holder det med selskab. Den anden er selve livets kilde. Uden Den anden dør man.

Vi er således basalt set sociale individer. Ligesom spædbarnet dør, hvis moderen eller anden omsorgsgivende person forsvinder, ’dør’ også det større barn eller den voksne rent mentalt, hvis det er alene – fysisk eller mentalt. Det mentale fængsel er det største fængsel af alle, og vi sygner hen, hvis vi ikke kommer ud af den form for fængsel. Vi har brug for at føle samhørighed i en gruppe for at føle os trygge. Ellers rammer urinstinktet os med angstens advarselssignaler om, at hvis vi fortsætter ud ad den sti, vi styrer hen imod, vil vi blive sat uden for gruppen og dermed miste muligheden for overlevelse.

Vores ringe muligheder for at blive konfronteret med døden – den ultimative form for ensomhed, der er uundgåelig for os alle og som sagt udgør selve kimen til angstfølelsen – medfører, at angsten forstærkes. I og med at døden udgør et tabubelagt emne i nutidens Danmark, øges den angst, der ligger i forestillingen om døden. Døden bliver gjort til en sort, rædselsvækkende afgrund, som vi alle skal undgå og bekæmpe som vores værste fjende ved hjælp af en fælles indsats imod døden og dens mange ansigter: sygdom, ælde og livsstilsrelaterede fænomener som overvægt, rygning og fysisk inaktivitet.

Nutidens samfund kæmper så indædt imod den fælles fjende, Døden, at kampen imod afstikkerne, dvs. rygerne, de overvægtige og sofahyggerne, har fået et skær af religiøs fanatisme. Satan er udskiftet med Døden, de faldne engle er de syndige livsnydere, der gør hånt om Døden. Frelsen ligger i opskriften på 10 veje til et godt helbred, sådan som den dikteres af Sundhedsstyrelsen, livsstilsmagasiner og i stigende grad arbejdspladser.

Ved at fokusere så meget på ikke at ville acceptere døden som et almenmenneskeligt grundvilkår på godt og ondt, fornægter vi netop os selv at forholde os til døden på en realistisk, sund måde. I og med at døden behandles som et tilfælde, vi i fællesskab kan kurere eller fortrænge fra vores fælles bevidsthed ved bevidst at styre uden om alt, der har med døden at gøre, øger vi netop angsten for døden, for det uundgåelige – den totale ensomhed, der på et eller andet tidspunkt rammer os alle og fjerner os fra alt det, vi har så kært her i vores jordiske liv.

Men hvad nu, hvis angsten for ensomheden såvel som døden invaliderer os så meget, at vi ikke rigtigt lever vores jordiske liv, nu hvor vi har muligheden? Hvad nu hvis angsten fratager os muligheden for at realisere os selv – leve vores inderste drømme og evner ud? Dette vil jeg vende tilbage til senere.

Typiske livsbegivenheder, der udløser angst
Der er tale om begivenheder, der medfører ensomhed i sig selv eller truer med at medføre ensomhed. Det kan være: mobning, fyring eller trusler om fyring, ledighed, længere tids sygdom, barselsorlov, flytning til nyt område, efterlønsalderen, pensionsalderen, ufrivilligt tab af erhvervsevne samt nogle former for arbejde eller studie, hvor personen er udpræget alene. Disse begivenheder vil jeg komme lidt nærmere ind på i det følgende.

Isolation i hverdagen
Det mest oplagte eksempel herpå er det regulære fængsel, hvor den indsatte er indespærret i sin celle, afsondret fra det omgivende samfund og i stedet prisgivet fængselsmiljøets eget ”lille samfund.”

Andre eksempler på mere eller mindre isolation fra det omgivende samfund er den form for ensomhed, der opstår, når et individ sættes uden for et fællesskab på arbejdsmarkedet, det vil sige, når det bliver fyret, mobbes væk fra arbejdspladsen, taber erhvervsevnen, går på efterløn, pension eller barselsorlov. Uanset om personen forlader arbejdsmarkedet for en periode eller for altid, og om det sker frivilligt eller ufrivilligt, er der tale om en følelse af at være sat uden for fællesskabet og det omgivende samfund. Der er under de pågældende livsbegivenheder varierede muligheder for at søge sociale fællesskaber, men ensomhedsfølelsen kan være så lammende for den enkelte, at isolationen fra fællesskabet intensiveres gradvist.

Ensomhed midt i flokken
En følelse af at være udenfor, udstødt af flokken, selvom man er tvunget til at være i den pågældende flok, kan få langt alvorligere konsekvenser end den regulære ensomhed.

Mobning og chikane kan foregå på mange forskellige måder, direkte via verbal og fysisk chikane og nedsættende adfærd, eller via indirekte fjendtlighed manifesteret i tilbagetrækning, distance, ignorere personen, overhøre tiltale, afvise at hjælpe eller foregive at hjælpe og samtidig sætte tvivl ved personens kompetencer og evner.

Der kan være tale om en systematisk nedbrydning foretaget af en, flere eller mange personer i fællesskab ud fra et uudtalt behov for at hævde sig selv og flokkens samhørighed på en eller flere ’ofres’ bekostning. Formålet er at styrke gruppens samhørighed og reducere gruppemedlemmernes angst for at blive ensomme.

Det er således min tese, at det er selve angsten for at være ensom, der får individer til at agere uhensigtsmæssigt eller decideret grusomt over for deres medmennesker.

2. verdenskrig er et ekstremt eksempel på en hel nations grusomme udstødelse og termination af andre menneskegrupper med det formål at styrke den pågældende nations indbyrdes følelse af samhørighed – følelse af ikke at være alene.

Studier eller erhverv, der medfører ensomhed
Der findes mange studier, hvor studieformen i perioder medfører selvstændig fordybelse og projektskrivning, og disse perioder kan decideret være den udgørende faktor for, at nogle springer fra, da de ikke kan klare den angst, der er forbundet med ensomheden.

Der findes selvsagt også mange former for arbejde, hvor personen arbejder selvstændigt, uden væsentlig kontakt til jævnbyrdige. Det kan dreje sig om erhverv som fuldtidsforfatter, freelancer, husmor, hjemmearbejdende og mange flere.

Fælles for ovennævnte livsformer er, at personen som regel har gode muligheder for at opsøge sociale relationer til at udfylde behovet for social samhørighed, hvorved angsten for ensomheden kan reduceres.

Sociale relationer
Det er min påstand, at det ensomme, angstramte individ gradvist får sværere ved at praktisere kærlighed over for sig selv og sine medmennesker. Begrebet kærlighed – og hvad det vil sige at elske – beskrives nærmere senere.

Den angstramte lægger typisk skylden for sin ulykkelige tilstand over på sin partner eller andre nært stående som følge af pågældendes øgede mistænksomhed og ”fejlfinding” hos andre, og vedkommende kan derfor fx overveje at gå fra sin partner, der dog som oftest ikke bærer skylden for den angstramtes ensomhed, og det vil kun skabe mere ulykke at bryde ud af parforholdet.

Partneren er på sin side presset pga. den angstramtes belastende symptomer og adfærd, og det kræver selvsagt tålmodighed, kærlighed og tolerance at leve med personen igennem den periode, hvor angsten tager fat. Hvis partneren er i stand til at fastholde sine egne grænser samtidig med at agere omsorgsfuldt over for sin angstramte partner, vil parforholdet kunne komme styrket ud af krisen.

Hvordan undgår man angstens ensomhed på en konstruktiv måde?
Svaret burde være indlysende:

Individet overvinder angsten for at blive ensom ved at elske, det vil sige ved at give kærlighed til sig selv og andre og indgå i samhørighed med gruppen.

Hvad er da kærlighed?
Kærlighed er med Erich Fromms terminologi en kunstart. Kærlighed kommer indefra og manifesterer sig i næstekærligheden, det vil sige kærlighed til menneskeheden, men også til dyrene, naturen og selve universet.

Mødre – ikke alle mødre, men mange mødre – kender til følelsen af ubetinget, uselvisk kærlighed til barnet, hvilket medfører kærlighed til alle mennesker. I barnet ser moderen sig selv, men samtidig Den anden, hvorved hun forstår, at vi alle hidrører fra ét fælles urhav. Moderens barn er sendt fra urhavet som én ud af alle Jordens sjæle.

I det øjeblik moderen elsker sit barn betingelsesløst, vil hun for altid elske hele menneskeheden på godt og ondt. Hun vil føle andres smerte desto højere, og hun vil mærke andres glæde desto mere. Det skal dermed ikke være sagt, at fædre eller ikke-forældre mangler evnen til at elske. Tværtimod er vi alle født med evnen til at elske Den anden og knytte uløselige bånd til andre mennesker.

Kærlighed er ikke, som mange i vores materialistiske samfund tror, at få kærlighed fra andre. Kærlighed er ikke noget, man kan regne med at få. Kærlighed kan under ingen omstændigheder købes eller tvinges frem fra et andet individ.

Kærlighed er noget, man vælger at give et andet menneske. Ved at give kærlighed, fordi man oprigtigt elsker sig selv såvel som Den anden, gør man sig ikke automatisk fortjent til at modtage fra Den anden, men sandsynligheden for, at man selv får ægte kærlighed fra Den anden, er større, når man selv giver af et rent hjerte.

Erkendelsen af, at vi alle er sat på Jorden med et formål, og at vi kun opnår harmoni og balance ved hjælp af kærligheden, hjælper os til at leve et meningsfyldt liv, hvor vi både tager hensyn til egne og andres behov. Hverken individet eller gruppen skal lide under nogles enkeltstående behov. Alle skal have mulighed for at realisere sig selv: deres drømme og unikke evner. Derved skabes der grobund for oprigtig, gensidig næstekærlighed.

Hvordan realiserer vi os selv i et materialistisk samfund?
Svaret er ikke indlysende. Enhver må finde sin egen måde at leve i overensstemmelse med sine behov, drømme og unikke evner samt hensyntagen til andres behov på.

Drømmen om at flytte til fjerne egne tæt på naturen er ikke løsningen for særligt mange – for nogle få måske, men for de fleste vil en sådan eksklusion fra det omgivende samfund kun medføre en forøget følelse af ensomhed og dermed angst, hvilket igen vil akkumulere en dominoeffekt af ikke-kærlige følelser og handlinger, jf. symptomerne på angst.

Svaret ligger heller ikke i at forsøge at købe sig til sit drømmeliv. Penge er som regel forudsætningen for, at vi kan få dækket vores basale behov for mad, drikke, varme osv., men når det er sagt, kan penge aldrig købe os indsigt i, hvordan vi lever et meningsfyldt liv.

Jeg taler med vilje ikke om at leve et lykkeligt liv, da dette kan misforstås til, at jeg mener, at vi alle skal stræbe efter hele tiden at være lykkelige. Det mener jeg ikke kan lade sig gøre. Vi møder alle modgang og sorger i livet, hvilket former os og gør os klogere og stærkere – hjælper os midt i al den umiddelbare meningsløshed til at blive klogere på os selv og vore medmennesker. Vi kan komme styrket ud af en krise og føle, at vi lever mere i overensstemmelse med vores sande natur, vores væsens kerne.

Den, der har prøvet at blive berøvet arbejdsevnen for en periode, opdager måske, at meningen med livet ikke er at præstere, servicere andre, hjælpe andre, være dygtig og god til noget, få succes i andres øjne – men at meningen med livet tværtimod er at gøre det, man kan lide at gøre, fordi man synes, det er sjovt, udfordrende, spændende, meningsfyldt i en grad, så det kan mærkes dybt inde i brystet. Man gør ting, fordi man ikke kan lade være, fordi man føler, at det er det rigtige at gøre, samtidig med at det rent etisk er omsorgsfuldt og forsvarligt i forhold til omgivelserne. Ingen kan føle sand harmoni og balance uden at give kærlighed og behandle andre, som man gerne selv vil behandles.

Enhver er sin egen lykkes smed, og enhver må selv definere, hvad lykken for den enkelte er. Du realiserer dig selv i det øjeblik, du går ind i dig selv og forsker i, hvordan du bedst kan give til andre, samtidig med at du giver til dig selv. Ingen andre end dig selv kan mærke, hvordan du gør dette.

Første skridt på vejen er at acceptere døden og dermed den ultimative ensomhed som det sidste skridt i dit jordiske liv – derved kan du begynde at leve dit liv på en levende måde. Stadig i angst, for den kan og må aldrig fjernes helt, men i balance med livsglæde, livsmod og livsvilje.

Der er ingen andre til at leve dit liv og give det indhold end dig.

Konklusion
Angst er et udbredt fænomen, som udspringer af selve angsten for at være ensom. Ensomhedens ultimative form er døden, der i vore dage udgør et tabubelagt emne, hvilket er med til at forstærke angsten for døden og ensomheden.

Når angsten tager overhånd, er vi imidlertid rent mentalt allerede ’døde’ – vi realiserer ikke vores drømme og potentialer. Angstens symptomer og mekanismer driver os væk fra den selv samme samhørighed med gruppen, som vi basalt set er rædselsslagne for at miste.

Der findes ingen endegyldige løsninger eller opskrifter på, hvordan du skal leve dit liv, men det gør sig universelt gældende, at alle har brug for at leve i samhørighed med en gruppe, hvor alle har muligheden for at opleve kærlighed ved at give kærlighed til sig selv og gruppen – hvor kærlighed er evnen til at elske din næste, som du elsker dig selv.

I det øjeblik du favner livet i alle dets modsætninger – det jordiske liv såvel som afskeden med det i form af døden – vil du kunne begynde at leve dit liv til fulde.

 

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelse. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *