NYHED: Novellesamlingen “Detour” er på trapperne

GLÆD DIG TIL MIN BOG “DETOUR” UDKOMMER OM KORT TID

Jeg har skrevet en novellesamling, der består af korte såvel som længere fortællinger. I “Detour” udforskes det menneskelige sind i en atmosfære af vintervejr og julehøjtid. Det er dog ikke ensbetydende med, at der er tale om hygge – langt fra. 😉

Novellerne indeholder elementer af krimi, romantik og socialrealisme vævet ind i en række skæbnefortællinger om eksistensberettigelse, forførelseskunst og desillusionering.

Redaktørens kommentarer til Detour:
“Der er tale om et meget vellykket og gennemarbejdet manuskript. Det kan måske heller ikke undre, for du er jo efterhånden en erfaren forfatter. Det er nogle mægtig underholdende noveller, der befinder sig lidt mellem ”almindelige” noveller og så kriminoveller. Det synes jeg fungerer godt. Som kriminoveller betragtet er de
spændende og lidt finurlige i deres plot. De rummer også humor, hvad jeg rigtig godt kan lide. Fælles for dem alle er, at de er særdeles velskrevne og velfortalte. Kort sagt en glimrende samling.”
Redaktør Jens Eichler Lorenzen

I novellen DETOUR foretager Damon en rejse, hvor han opdager, at en gammel bekendt er ombord på bussen. En bekendt, der ønsker ham ryddet af vejen?

Filip og Freja er kolleger i BÅDEN, og han har særlige planer med hende, efter at han har danset med hende til en julefrokost.

Der er ikke langt fra virkelighed til fantasi i DEN BEDSTE, hvor Victoria sætter sig for at opspore årsagen til sin søvnløshed.

I SIG DU ELSKER MIG er Patrick og Eliane forbundet med hinanden på en måde, der får skæbnesvangre konsekvenser.

SANDHEDEN giver en ånd fred, da hans efterladte får oplæst hans sidste vilje.

I SIDSTE JUL FOR FRU NIELSEN har Klaus og Ellinor igennem et langt ægteskab holdt kærligheden i live, indtil mørket rammer dem.

Tekstudrag fra novellen Detour:

“Jeg smider rygsækken fra mig. Maser mig sidelæns igennem stalagmitterne, der river smertefuldt i mine lemmer, men som ved et mirakel ikke flår hul i stof og hud. Min mave snerrer, en knurren der giver ekko i den trange passage. Den akavede positur og opadskrånende strækning æsker mælkesyren frem i benene.
Lidt længere fremme aftager stalagmitternes pres. Jeg træder ud på en afsats med plads til et dusin mennesker, hvis man står tæt.
Heidi står med ryggen til mig, med korslagte arme og blikket vendt mod den underjordiske sø under os.
Jeg træder så lydløst som muligt et skridt frem, tester med blikket dybden på det blågrønne vand.
Verden aner intet. Kun hende.”

Jeg glæder mig til at få “Detour” ud på gaden, og du vil blive opdateret senere om udgivelsesdato.

Godt efterår til jer alle ❤️❤️❤️

Med kærlig hilsen
Mona

 

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelse. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *