
ANMELDELSE AF BEELZEBUL V/ RIKKE SONNE, CAND.THEOL., FORFATTER OG FOREDRAGSHOLDER:
Mona Hawthorn Andersen er meget velskrivende og lige så modig. Uden berøringsangst går hun med Amanda og Beelzebuls øvrige personer gennem hver detalje i forbindelse med mobning, tortur og fangenskab. Præcist og realistisk beskrives miljø, samtaler, handlinger og reaktioner. Jeg måtte slippe al beskyttende distance og følge med helt ind i forfatterens overbevisende indsigt i alle parters martrede psyke og fysik.
En af de mange styrker ved denne psykologiske gyser er skildringen af to sider af samme sind. Venlig, omsorgsfuld person bedriver snildt sideløbende i årevis udspekuleret, pinefuld udnyttelse af medmennesker. En anden styrke er i flere lag og afskygninger at vise, hvordan skyld fordrer straf. Simultant afreageret indad og udad – ikke mindst illusorisk skyld.
Et øjeblik fornemmer Amanda: ”Vi eksisterer kun på en teaterscene som skikkelser i et drama” (s. 316). All the world is a stage. Amandas ven bringer Shakespeare på bane og lader dermed indirekte læseren erindre den befriende mulighed som ikke-fysisk essens at betragte verdensscenens skuespillere, som er gjort af samme stof som vore drømme.
Den, der bør elskes – af dig indeed, Amanda! – bliver det og bør hilse Mona med opfordringen: Giv Amanda & co. et bind to! Efter så dybtgående erfaringer må I opleve adskillige lærerige udfordringer og gaver i hverdagen, som i hvert fald denne læser gerne deler med jer!
ANMELDELSE AF BEELZEBUL V/ EVA HAWTHORN SØRENSEN
Beelzebul er en fantastisk krimi som jeg har læst med stor fornøjelse. Bogen indeholder svære emner som totur, tilfangetagelse, mobning og seriemord, noget forfatteren belyser på formidabel vis. Det er en rejse ind i menneskets syge og dystre sind. Selve miljøet i og omkring Aalborg beskrives levende og autentisk af Mona. Man fornemmer næsten at være der selv. Amanda som er krimiens hovedperson er startet i 1.G. Hun udsættes for mobning og ydmygelser af sine klassekammerater, dog finder hun en sjæleven i Noah. Flere piger i området er forsvundet og en dag forsvinder en pige fra Amandas klasse. Amanda elsker at fotografere og efter en tur med kameraet vælger hun at tage et lift med en tiltalende ung mand. Dette blev skæbnesvangert for hende. Personerne i bogen kan alle relatere til. De beskrives troværdigt og man kan ikke undgå at føle samme sindstilstand som de befinder sig i. Jeg blev især begejstret for plottet i bogen, som er spændende og uforudsigeligt. Mona formår at fange mig med sine levende beskrivelser af sindets mørke afkroge. Jeg fornemmer forfatterens indsigt i menneskets psyke, og det giver romanen fylde. Amanda og Noahs kamp for overlevelse er en stærk fortælling, som i den grad kan anbefales at læse. Jeg vil helt sikkert gerne læse flere bøger fra Mona og gerne mere om Amanda.
ANMELDELSE AF BEELZEBUL
V/ Jens Eichler Lorenzen
Redaktør
Forlaget mellemgaard
Så er jeg igennem redigeringen af dit manuskript. Det har virkelig været en fornøjelse at læse det, og jeg blev i den grad suget ind i fortællingen, selvom jeg som midaldrende mand ligger langt fra målgruppen. Det siger noget om styrken i dit fortælletalent.
Romanen adskiller sig noget fra andre danske thrillere/gysere til unge ved sit fokus på vold og de mage grafiske beskrivelser af den. Du indskriver dig nok mere i en amerikansk tradition, der ikke viger tilbage for barske beskrivelser, og i virkeligheden er det nok mere gyserfilmtraditionen, du har lånt fra, end det er litteraturen. I hvert fald er der noget meget filmisk i din fortælleform og din måde at bygge scener op på. Skulle et produktionsselskab være interesseret, så ville det være nemt at omarbejde bogen til et filmmanuskript. Lad os håbe, det sker! Under alle omstændigheder fungerer
formen godt, og jeg tror, den vil gå rent ind hos de unge, der nok er mere fortrolige med film og seriers fortælleform end med litteraturens. Hele seriemorderdelen er også meget amerikansk, selvom din inspiration fra Kampusch og Fritzl er europæisk.
Historien er formidabelt skruet sammen. Den er spændende, og du holder hele tiden tempoet oppe og føjer den ene dramatiske situation til den næste. Efter (…) tænker man, at nu er vi ved vejs ende med dramatikken, men det er vi selvfølgelig ikke, og du speeder igen op for begivenhederne frem til slutningen. Som sagt viger du ikke tilbage for udpenslede detaljer, som godt kan virke voldsomme. Undervejs i læsningen tænkte jeg på, om det var for meget, om helt unge kvinder vil bryde sig om det, men på den anden side gør du jo ikke andet, end hvad man kan se i enhver film eller serie. Havde romanen henvendt sig til et lidt yngre publikum, så ville jeg nok have haft betænkeligheder.
Så er der kærlighedshistorien, der jo også er som taget ud af en high school-film. Du udfolder den flot og har den med i baggrunden hele tiden, så den kører parallelløb med den dramatiske handling. Noah er jo et rigtigt mandfolk, men heldigvis skuffer du i nogen grad kønsstereotyperne, idet Amanda ikke er en passiv kvinde, men faktisk den, der er handlingens mester. Noah får sine machoøjeblikke, men det er Amanda, der er ressourcefuld, handlende og stærk. Det er jo befriende.
Sprogligt set er romanen også meget vellykket. Du skriver et letløbende, mundret dansk, og dine replikker er gennemarbejdede og overbevisende. Undertiden kan du godt finde på at bruge ord og udtryk, som måske mere hører til i din egen generation end hos nutidens unge, men det synes jeg nu ikke gør noget. Det bliver også hurtigt kikset, hvis man prøver at ramme et sprog, som det tales netop nu i en afgrænset gruppe.
Kort sagt fungerer alt i romanen: plot, struktur, karakterer og sprog. Det er jo en fryd for en redaktør. Jeg synes derfor heller ikke, at der er nogen som helst grund til at arbejde videre med manuskriptet. Du har jo også haft betalæsere og andre inde over, og det mærker man tydeligt. Man forstår straks, at her er et manuskript, som forfatteren har langt rigtig mange arbejdstimer i. Flid belønner sig, og jeg ville ønske, at alle arbejdede så seriøst, som du gør.
ANMELDELSE AF GYSEREN BEELZEBUL
v/ Louise Hammer O’Carroll, psykoterapeut:
Normalt læser jeg en helt anden slags bøger end gyser historier. Normalt lever jeg i en hverdag hvor 8-16 konceptet er i højsædet, samt hentning af unger, aftensmad og fritidsinteresser kommer før alt andet. Altså jeg ryger lige ned i den kasse som hedder “familien danmark”.
Mona H. Andersen sender mig denne bog, og den ligger lidt på sengebordet inden jeg griber den og går i krig med den. På en uge har jeg slugt hver en side af denne hæsblæsende gyser, som får mine hår på mine arme til at rejse sig. For hovedpersonen kunne jo være min egen datter.
Monas skriveevne får mig til at være lyslevende med i bogen, som om jeg kun står en armsrækning væk fra personerne. Jeg får trådt ind i hovedpersonernes skygge, hvor jeg næsten kan smage deres frygt og frustrationer. Min fantasi er på sit højeste, og jeg tager mig selv i at foretrække at læse videre fredag aften, end at se familiehygge program i tv sammen med min familie. Jeg må og skal lige have slutningen med.
Jeg synes, Mona skildrer personerne rigtig godt! Jeg kommer ind under huden på mange af personerne. Jeg har hylet flere gange i bogen, fordi jeg har levet mig meget ind i deres situation og deres personlige rejse gennem gyset.
Monas styrke er, at hun er god til at fange mig som læser. Hendes måde at fortælle på skaber billeder hos mig, som gør at historien og personerne træder mere frem og gør historien levende.
For mig har det været en utrolig spændende læseoplevelse, og jeg håber sådan på, at der kommer meget mere fra Mona Hawthorn Andersens hånd. Jeg vil mene, at enhver som trænger til at blive revet lidt ud af en til tider zombie agtig tilværelse, vil denne bog være en power booster, en erstatning for en energidrik.
På det varmeste vil jeg anbefale denne meget spændende gyser. Køb den og vid at du støtter en forfatter, som garanteret har meget mere gys gemt væk, og som bare brænder for at blive sluppet løs.
ANMELDELSE AF BEELZEBUL V/ SOFIE AMALIE KRISTENSEN, JURASTUDERENDE:
Det første, der skal siges i denne anmeldelse, er: Det er en fantastisk bog! Man ved, at en bog er virkelig god, når man ikke er i stand til at lægge den fra sig, hvilket er tilfældet med denne bog. Den var en fornøjelse at læse.
Bogen overraskede igen og igen med spændende og veludførte plot-twists, som man ikke er i stand til at forudse. Bogen er udtryk for, at Mona har gennemtænkt hvert eneste ord. Det er rart, at den danske humor trænger igennem. I denne bog er der tale om en uhyggeligt troværdig skildring af det syge sind.
Forfatteren viser stort overskud ved at have imponerende miljøbeskrivelser. Aalborg bliver beskrevet på en måde, der gør, at man føler sig bekendt med byen, selvom man ikke nødvendigvis i virkeligheden er der. Der er ingen tvivl om, at Mona kender byen meget godt. Man kan se omgivelserne for sig og føler derved en endnu større følelse af uhygge, da det er så realistisk. Det er forfriskende med en spændende krimi sat til at foregå i en dansk by.
Denne bog rummer nogle svære temaer, som behandles med største takt. Der er en fremragende fremstilling af tabuer i samfundet. Temaerne omkring mobning, samlevervold, overlevelsesskyld og det syge sind fængslede mig især. Hvis du er til grafiske beskrivelser og høj troværdighed er denne bog lige noget for dig.
Målgruppen for denne bog er alle med interesse for det menneskelige sinds uhyggelige afkroge og tilhængere af krimi og gys. Såvel yngre som ældre kan læse denne bog. Selvom Amanda er en ung pige, kan alle læsere relatere til hende. Alle er i stand til at føle med hende og de andre karakterer. Mona formår at skildre aldersgruppen, Amanda tilhører, realistisk. Ikke kun Amanda er skildret realistisk, det er samtlige personer i denne bog. Disse personer er mennesker, man kunne møde hvor som helst i den virkelige verden. Forfatteren er i stand til at skabe en medfølelse med karaktererne. Personerne i bogen bidrager til hinanden. Især forstyrrede personer skildres suverænt.
Du spørger måske, hvordan denne bog udskiller sig fra andre? Plot-twists er en del af mange bøger, men de er sjældent så veludførte, som de er i denne bog. Forfatteren har en særlig styrke i sin indsigt i menneskets sind, og hun er i stand til at skildre forstyrrede menneskers sindsbevægelse på formidabel vis. Man kan mærke, at bogen er inspireret af ægte historier, hvilket gør den endnu mere uhyggelig.
Jeg ser frem til at læse flere bøger af Mona! Gerne endnu en bog med Amanda, for at se hvordan hendes liv er blevet påvirket efter hendes oplevelser, og hvordan hun overkommer de udfordringer, der må følge med.
Anbefalingen til dig er – læs denne bog!