ANMELDELSE AF DETOUR
20. februar 2021 Af KREATIVE PIPS
Jeg har læst og anmeldt novellesamlingen “Detour” af Mona Hawthorn Andersen.
Bogen “Detour” er modtaget til anmeldelse.

Fakta om bogen:
Titel: Detour
Forfatter: Mona Hawthorn Andersen
Udgivelsesdato: januar 2021
Forlag: Mellemgaard
Bogen kan bl.a. købes her hos Saxo (Reklamelink)
Fra bogens bagside læses:
Detour indeholder seks noveller, der bevæger sig på kanten mellem hverdagsrealisme og krimi.
I “Detour” foretager Damon en rejse, hvor han opdager, at en gammel bekendt et ombord på bussen. En bekendt, der ønsker ham ryddet af vejen?
Filip og Freja er kollegaer i “Båden”, og han har særlige planer med hende, efter han har danset med hende til en julefrokost.
Der er ikke langt fra virkelighed til fantasi i “Den bedste”, hvor Victoria sætter sig for at opspore årsagen til sin søvnløshed.
I “Sig du elsker mig” er Patrick og Eliane forbundet med hinanden på en måde, der får skæbnesvangre konsekvenser.
“Sandheden” giver en ånd fred, da hans efterladte får oplæst hans sidste vilje.
I “Sidste jul for fru Nielsen” har Klaus og Ellinor igennem et langt ægteskab holdt kærligheden i live, indtil mørket rammer dem.
Læs også min anmeldelse af Monas bog Dødemasken.
Min anmeldelse af Detour
Jeg var meget spændt på, hvad bogen ville indeholde, og jeg er bestemt ikke blevet skuffet. De seks noveller er vidt forskellige, men de har alle et overraskende twist, som jeg slet ikke så komme. Som der står på bagsiden af bogen, bevæger historierne sig på kanten mellem hverdagsrealisme og krimi. Men der er også det psykologiske spil mellem to parter, og hvor langt vil man egentlig gå for at beskytte sin egen hverdag? Og i “Sandheden” er der også et lille pust af morsomhed, der trak jeg på smilebåndet.

De mange personer er så fint beskrevet i alle novellerne, og man kan nemt relatere til dem og deres situationer. Scenerne bliver beskrevet, så jeg føler jeg selv er der. Den kvalmende indelukkede bus. Det overpyntede julehjem. Jeg kan se det for mig, og det gjorde det svært at lægge bogen fra mig.
Jeg kan kort og godt sige, at jeg er vild med den! Det er uden tvivl én af de bøger, som jeg kommer til at læse igen.
ANMELDELSE AF DETOUR
v/ Ivan Rod, journalist, anmelder, forfatter og redaktør
Boganmeldelsen er gengivet i uddrag for at fjerne spoilers til novellerne.
Mona Hawthorn Andersen (f. 1977) er psykoterapeut, socialarbejder og forfatter til foreløbigt tre krimier/spændingsromaner – I Guds skabte billede, Beelzebul og Dødemasken. Hendes nye, fjerde udgivelse, Detour, er en novellesamling med historier, der med afsæt i en form for hverdagsrealisme læner sig op af samme genrer.
Fælles for alle (seks) noveller er, at de med afsæt i en form for hverdagsrealisme kredser om begrebet selvtægt og om almindelige menneskers uhensigtsmæssige valg af omveje for / bestræbelser på at komme ud af følelsesmæssige blindgyder eller opnå en eller anden form for ”retfærdighed”. Fælles for alle novellerne er netop, at hovedpersonerne er almindelige mennesker, som bare mister evne til at tænke rationelt og i sidste ende træffer uhensigtsmæssige / decideret dårlige valg. Alle hovedpersoner bliver kriminelle – ikke fordi de er hårdkogte, men netop fordi de træffer dårlige valg, der gør dem til kriminelle. Hvad det angår har Mona Hawthorn Andersen greb om de fortælletekniske virkemidler. Man tror simpelthen på hendes historier. Og så har hun sproget så meget i sin magt, at man også kan se hendes figurer som hele. Og i øvrigt selv spejle sig i dem. Dette sidste er novellesamlingens store fortjeneste. Novellerne er gedigne, gribende, fascinerende og troværdige.
ANMELDELSE AF DETOUR
v/ Jens Eichler Lorenzen, redaktør
Der er tale om et meget vellykket og gennemarbejdet manuskript. Det kan måske heller ikke undre, for du er jo efterhånden en erfaren forfatter. Det er nogle mægtig underholdende noveller, der befinder sig lidt mellem ”almindelige” noveller og så kriminoveller. Det synes jeg fungerer godt. Som kriminoveller betragtet er de spændende og lidt finurlige i deres plot. De rummer også humor, hvad jeg rigtig godt kan lide. Fælles for dem alle er, at de er særdeles velskrevne og velfortalte. Kort sagt en glimrende samling.